Skolen for verdensborgere

Weekendavisens kronik d. 13.12.2013

 

af Peter Kemp

I et interview med den kendte tyske sociolog Ulrich Beck i DR2, den 22. oktober i år, blev han sammen med andre spurgt, hvorfor Tyskland har vist sig bedre end andre i stand til at modstå virkningerne af vor tids finanskrise.

Ulrich Beck svarede bl.a., at man allerede i 70erne i Tyskland opdagede, at almendannelse ifølge den såkaldte Humboldttradition, der lægger humanistisk indsigt til grund for al uddannelse, er den stærkeste forudsætning for fleksibilitet på arbejdsmarkedet, ikke blot det nationale men også det globale. En snæver fokusering i uddannelserne på jobrelevans var kontraproduktiv, eftersom den teknologiske verden konstant ændrer sig og mennesker derfor behøver almendannelsen for at kunne omstille sig i en verden under hastig forandring.

Dette interview siger noget om, at historisk kulturel dannelse som baggrund for uddannelserne langtfra behøver at være reaktionær men kan være progressiv og fremme det gode liv, ikke alene psykisk men også materielt.

Som argument imod at se den humanistiske dannelse som et overordnet mål for skolen har man anført, at satsning på denne dannelse blot fører eleverne ud i drømmerier og giver dem unyttig viden. Skolen skal koncentrere sig om det, man kalder ”kernefagene”, som man anser læsning, matematik, engelsk og naturfag for at være.

Men er de kernefag? På det elementære skoleniveau er læsning, matematik og engelsk snarere redskabsfag, medens naturfag med biologi og naturvidenskab kan høre til grundfagene for dannelsen, hvortil også kommer samfundsfag, geografi, og fag for historie, litteratur, religion og livsanskuelser i det hele taget.

Elementær læsning, matematik og engelsk bør opfattes som redskaber for indsigt og kunnen i disse grundfag, redskaber for handle som borger i Danmark, europæer i Europa og verdensborger i Verden.

Denne borgerskabsbevidsthed i flere etager betyder medansvar for den verden, vi lever i. Og den er bl.a. vigtig for at fremme ligheden mellem mennesker. I forbindelse med den seneste revision af skolen har man talt meget om at modvirke den negative sociale arv, dvs. man vil mindske betydningen af social baggrund for den enkeltes uddannelse i skolen og dermed fremme ligestillingen mellem eleverne. 

Ikke et ondt ord om dette ønske om lighed, hvis det bare drejede sig om andet og mere end at få flere bedre skolet i redskabsfagene. Men ulighedsdjævlen, man afviser ved hoveddøren, kommer ind igen ad bagdøren. For hvis uddannelsen i redskabsfagene gøres til det eneste afgørende, så får vi ikke formindsket men forstærket uligheden, nemlig uligheden mellem de fagligt dygtige og de fagligst svage, som altid vil være der, selvom de kan lære at skrive og regne til husbehov. Skolen bliver en eliteskole, der uddanner ledere og så alle de andre, der skal ledes, i stedet for at blive en skole, hvor man først og fremmest lærer at leve sammen med andre mennesker, ikke bare i den nære omverden, men også i verden som helhed.

Det er dette, dannelsen i skolen må handle om. Det er også denne dannelse, som internationaliseringen på uddannelsesområdet bør handle om. Regeringens oplæg til handlingsplan for internationalisering fra juni i år sigter meget udmærket på at få de unge til at lære fremmedsprog, og på at få mange flere af de lidt ældre unge til at tage et studieophold i udlandet. Men igen er det blot redskabsfagene, de skal dygtiggøres i, og i oplægget nævnes Kulturministeriet kun i to linjer, hvor det hedder, at dette ministerium også skal ”se på området”.

Derfor er planens tale i overskriften om øget indsigt gennem globalt udsyn meget snæversynet. Det Udsynet handler nemlig her ikke primært om ”forståelse for andre kulturer”, sådan det skulle gøre ifølge skolens formålsparagraf, men om at få viden til at overtrumfe andre i den store markedskonkurrence.

I oplægget til internationaliseringsplan siges at ”udlandsopholdet skal først og fremmest bidrage med faglig relevant uddannelse for den enkelte”, og så tilføjes ”men også give konkrete oplevelser med andre kulturer”. Man må altså godt få nogle oplevelser med i købet, som en slags turisme, når man nu er derude.

Men at det også kunne handle om at få forståelse for, hvordan man i udlandet ser på de store globale problemer, fælles for alle lande og verdensdele i dag, siges der absolut intet om. Men det er denne forståelse for, at vi sammen må håndtere de store globale problemer, der definerer en verdensborger i dag. Det drejer sig om miljøet, ikke mindst den globale opvarmning, om det fælles politiske ansvar for at undgå de store finansielle kriser, om kulturel sameksistens, så vi indser en rigdom i skæbnefælleskabet med mennesker fra andre kulturer, og endelig vores fælles ansvar for bekæmpelse af den transnationale kriminalitet i en verden, hvor det højeste mål må et global retssamfund

Derfor er det udtryk for en 50er ideologi, der bliver bagstræberisk i dag, når man indsnævrer fokus på uddannelserne til blot at blive en opøvelse i at konkurrere på viden nationalt og globalt. 

Det er i øvrigt som om de danskere, der uddannes i udlandet, kun skal blive i stand til at overgå andre, ikke at de også skal give noget til andre. Men som danskere har vi ikke alene en velfærdstradition, som kan være et korrektiv til konkurrencestatens dominans over hele verden, men vi har også en særlig kulturel dannelsestradition, som især er knyttet til Grundtvig og som hidtil har præget udviklingen af den danske skole.  Det er den tradition, der gør op med den sorte skole, hvor man blot terper redskabsfag, og som i Danmark også ligger til grund for alle højskolerne og for folkeuniversiteterne, der netop er arnesteder for almendannelse.

Som det anføres i indledningen til regeringens eget oplæg til skolereform, ligger danske elever i top med forberedelse af eleverne til deres fremtidige liv som samfundsborgere, til at forstå og deltage i demokratiske processer, til at udvikle en god debatkultur og et godt socialt klima på skolen, i forældrenes tillid til lærerne og til antagelen af skolelærerne som en af de mest troværdige faggrupper.

Men hvor kommer alt dette fra? Det kommer jo fra vores egen dannelsestradition! Men det er som om alt denne kulturelle tradition er blomster der ikke mere behøver vandes, som om den kan bestå, selvom den underordnes en uddannelse i redskabsfagene. Men som enhver ved: Blomster der ikke vandes, visner, ligesom haver der ikke passes, gror til med ukrudt.

Så vil man måske sige, at den danske kulturtradition er snæver nationalistisk og uden globalt udsyn, så forsvaret for den kan overlades til Dansk Folkeparti og ligesindede, men det er forkert. Det er for det første forkert, fordi vi også har en kulturradikal tradition, der siden Georg Brandes og andre har set forholdet mellem dansk kultur og Europæisk kultur som en vekselvirkning; således reklamerede Brandes for Kierkegaard i Tyskland og Frankrig og hentede omvendt ideer om det moderne gennembrud fra udlandet til Danmark.

Men det er også forkert, fordi Grundtvig selv tænkte som verdensborger. Han skrev i 1852 om, at Danmark som nation skulle lære at leve sammen med andre nationer og spille sin rolle som deltager i verdenshistorien. Han forstod, at verdensborgeren er borger på to planer; det nationale, og det globale, og at det ene ikke udelukker det andet.

Som danskere bør vi give andre af vores dannelsestradition. Vi burde satse på vores danske vision af verdensborgerlig dannelse i skole- og kulturpolitikken for det er ikke kun eliteforskning i videnskaberne og snilde og grønne teknologier på markedet, men også og først og fremmest dansk kultur, vi som danske verdensborgere kan give andre.

Og dette burde skolen ruste eleverne til, så de kan bidrage til en bedre verden, og ikke nøjes med at forberede dem på konkurrenceræset på verdensmarkedet, der hvis det ikke tøjles af kultur vil producere mange flere tabere end vindere og derved øge uligheden og elendigheden i verden.

 

Peter Kemp (1937-2018), professor, dr. theol. & phil., DPU, Aarhus Universitet. I 2013 kom en stærkt revideret og opdateret udgave af bogen Verdensborgeren (Hans Reitzel).

Kronikken er trykt med tilladelse fra dcum.dk.